Har du nogensinde oplevet livet på en institution for spassere? Hvis du har, har du så lagt mærke til hvor mange ting der forbliver usagte, hængende i luften som dråber man ikke rigtig kan røre, men godt ved er der? Hvis du ikke har oplevet det og ikke umiddelbart har lyst til at opsøge det, kan du på Transformator, Aalborg Teaters eksperimentelle scene, hver onsdag-fredag ind til den 15. maj følge livet på institutionen ”Solgården”. Skuespillerne Morten Burian, Victor Marcussen og Martin Ringsmose har sammen udviklet sig til tre spassere samt deres pædagoger. Rammerne for forestillingerne er enkle: tre spassere mødes for at planlægge et mord og bygge et hus – derudover er intet planlagt.
Det er altså impro-teater vi har med at gøre, hvilket kan udvikle sig til noget virkelig interessant, når det har med handikappede mænd at gøre. Det gode ved det er også, at jeg kunne afsløre hele plottet for premiereaftenen for jer uden at det ville gøre det store – du ville alligevel ikke opleve det samme som jeg.
For at få impro-teater til at fungere, kræver det en opmærksomhed og indlevelse fra skuespillerne, der ikke altid er let. Morten, Martin og Victor klarer det dog mere end glimrede – det er formidabelt at se hvordan de hele tiden glider ud og ind af de to forskellige karakterer de har taget på sig, og hvordan de lader historien udvikle sig ved at lytte til de andre og reagere på hinanden. Skuespillerpræstationerne er der ikke noget at sætte en finger på, og i løbet af aftenen kommer man til at holde helt af de tre spassere, der på hver deres måde bringer noget specielt ind over forestillingen.
Det er både foruroligende og underholdene at opleve livet på Solgården. Man mærker tydeligt spændingerne mellem pædagogerne, når tingene ikke helt fungerer som de skal, og hvor magtesløse også de føler sig når de står overfor de hjælpeløse skæbner som disse spassere er. Det er fascinerende at se, hvordan det egentlig er spasserne der får sagt mest ud i det åbne, hvor pædagogernes konflikter ikke rigtig bliver uddebatteret; de prøver skam, det gør de, men der er modvilje der gør, at tingene aldrig rigtig bliver sagt færdigt. Spasserne derimod lægger ingen fingre imellem, og tingene virker meget mere ligetil i deres verden – er der et umiddelbart problem, må det jo løses, og det er ikke så svært at få idéer, når ens hjerne er lidt twistet.
De tre skuespillere bringer også humor ind i alt det mærkværdige og tænksomme. Det er faktisk ikke ret tit, at man ikke har et lille smil på læben, og skuespillernes brug af de tilstødende lokaler til scenen bringer også glæde over stedet. Der er fart på under hele forestillingen, der indeholder både legoklodser og flødeboller.
Handlingen i stykket varierer som sagt fra gang til gang, så du vil roligt kunne gå ind og se dette flere gange og opleve, hvordan impro-teater ændrer sig fra dag til dag, og hvordan de tre spassere og deres pædagoger ligeledes vil ændre og udvikle sig. Det er det mest interessante der længe er blevet fremstillet, og Aalborg bør føle sig heldige over at have en så eksperimentel scene med nogle så kompetente idéudviklere.
Foto: Mathies Brinkmann
Se billeder fra premiereaftenen her og forprøver her.
Læs mere om arrangementet her.
