Det var en aften i den musikalske histories tegn på Studenterhuset. Et yderst interessant foredrag om den elektroniske musiks oprindelse og indtog i Danmark fandt sted i Stargate, hvor man også fik mulighed for at få fingrene i den ekstremt spændende udgivelse "Pioneers - The Beginning of Danish Electronic Music" udgivet af århusianske LJUD. Foredraget gav et indblik i musikkens oprindelige elektronik og hvordan de danske pionerer udforskede grænser med brugen af minimale lydflader og skabte dybdeborende, musikalske numre. En skam at der ikke var blevet gjort en bedre indsats for at promovere dette arrangement, da der helt sikkert må være mere end otte mennesker i Aalborg med interesse for den danske musikhistorie. Det var nok en eller anden fodboldkamp der holdte folk væk?
Et par timer efter dette foredrag indtog The Setting Son fra København scenen i Studenterhusets koncertsal. Med den ekstremt ørehængende "Soulmate" er bandet på vej med deres album her i foråret og den anledning slog de vejen forbi Aalborg som opvarmning til de svensk fyre af syre, Dungen. Udover deres unge og hippe fremtæden er de også en samling ekstremt talentfulde musikere der gav en forsmag på en del nyt materiale og spillede solide numre fra debuten fra 2007. Det var rart med en veloplagt opvarmning og med det hyperaktive rock-ikon, Lorenzo 'Guf' Woodrose, på trommer fik den alt hvad den fortjente. Publikum var også med rocken, men en del var desværre nok mere med på den der fodbold der vist nok blev spillet!? Inden den står på Dungen-snak, vil jeg lige smide en anbefaling på det kommende album. Singlen, "Soulmate", holder i hvert fald hele vejen! Giv det et lyt på et iTunes i nærheden af hvor du bor og er du til endnu mere flabet 60'er' garage, så slå vejen forbi 1000Fryd i aften til koncert med de lokale Thee Attacks!
At holde på publikum er ikke det der har stået højest på Dungen liste over vigtige ting for aftenens koncert. De formåede at bruge næsten en time på lydprøver og opstilling, så vi nærmede os noget de kalder midnat før de tynde svenskere var klar til at sætte i gang.
Frontmand Gustav Ejstes og resten af bandet er en samling svenske originaler. Der var pludselig ikke langt fra den halvslidste koncertsal og til de svenske syreskove, hvor jeg selvfølgelig forestiller mig at Dungen bor i en lille mostilgroet hytte og jammer lange, uigenkaldelige numre. Jeg har været stor tilhænger af Dungen siden de i 2004 udgav albummet "Ta Det Lungt" og beviste at ikke al fed rock skal synges på engelsk. Numrene er som skabt til en varm sommeraften og kolde øl i landlig idyl, men kan vist også godt gå an en halvkold marts-aften i Aalborg. Vi fik da også de allerstørste numre fra netop dette album serveret med fin timing og Gustavs vokal er faktisk endnu bedre live end på plade! Numre som "Festival", "Ta Det Lungt", "Panda" og "Du Er För Fin För Mig" er skrevet til at blive sunget med på (jeg er dog vildt dårlig udi det svenske) og jeg er sikker på, at de fire fyre har smeltet et svensk pigehjerte eller to i tidens løb.
Siden "Ta Det Lungt"-albummet har Dungen bevæget sig ud på en langt mere syret rejse og på deres seneste album "4" forsætter de af den vej, dog med mere af Gustav's fantastiske vokal. Noget Dungen er rigtigt gode til, udover at lade Gustav synge løs, er deres alenlange jazz-agtige jams med Gustav bag klaveret eller på sin fløjte. Det var en fornøjelse at kunne læne sig tilbage og bare lade musikken strømme igennem hovedet. Ikke sådan ind af den ene øre og ud af det andet, men mere sådan noget med at lade det ramme ansigtet og give sig hen til rytmerne. Det er en noget anden side af Dungen, som måske er knap så lyttervenlig, men som samtidig er helt fantastisk!
Hvor begge af aftenens band var lige fantastisk, så havde de samtidig utroligt forskellige måder at udstråle det på. The Setting Son's energiske rock og Dungen's vilde syreflip viste sig dog at være lige hvad torsdag aften hvad brug for. Så kan det der fodbold da vist være fuldstændig lige gyldigt?
The Setting Son og Dungen spillede på Studenterhuset i Aalborg torsdag d. 12. marts, 2009. Du kan se billeder fra koncerten her og nu.