Hvis Detektivbyrån var en sygdom ville den være forfærdeligt smitsom og have enorm positiv effekt på dit humør. Hvis The State, the Market and the DJ var en sygdom ville den være langsomt dræbende og have svært ved at gøre opmærksom på sig selv.
The State, the Market and the DJ har først og fremmest valgt at spille deres musik under et af de mest idiotiske bandnavne længe, hvilket allerede giver mig problemer med at forstå hvad det er de egentlig laver. Kreativt og skørt vil nogen sikkert forsvare det med, men jeg synes bare det er idiotisk. Måske var det egentlig en meget god taktik. Min forudindtagelse om, at The State, the Market and the DJ var halvfjollet og helstøbt idioti blev flere gange manet til jorden af en imponerende og meget ydmyg optrædende af de unge drenge. Forsangerens meget markante stemme og dertilhørende kor mindede mig en smule om amerikanske Grizzly Bear og de store sfæriske stryger-programmeringer kastede skygger som var det Explosions In The Sky. Det hele var måske pakket ind i lidt for meget emotionelt fnidder til at det rigtigt fangede min opmærksomhed, men det lader til at de har gang i noget rigtig godt. Det første jeg bemærkede, da bandet satte i gang, var hvordan musikken bandt publikums opmærksomhed i en stram knude, men jeg kunne heller ikke lade være med at bemærke hvor hurtigt større dele af publikum mistede interessen igen.
Ligesom når ham den nye til fodboldtræning skal hente de kegler længst væk, så rydder et rigtigt opvarmningsband også op efter sig selv. Ikke noget der. Jeg noterede mig, i det mellemspil der var imellem de to bands, at en stor del af salen på Studenterhuset var fyldt ud af svenskere. Der gik heller ikke lang tid før den svenske syge rykkede frem på scenen i form af Detektivbyrån. Harmonika, xylofon, skør synth og massivt pandehår - uden tvivl svensk syge.
Detektivbyrån er et forholdsvist nyt band med kun et enkelt fuldlængde album fra sidste år (Wermland) på bagen, men alligevel har de formået at skabt en massiv skare af fans. Deres ret unikke blanding af electronica og en ret Jean Michel Jarre-præget synth med harmonika-rytmer og kæmpe xylofon gør de svenske detektiver til noget af et særsyn. Med på scenen bringer de samtidig en ydmyghed og charme der smitter af på resten af salen. Det var altsammen en fornøjelse at være vidne til. Jeg havde tænkt mig at kalde det avantgarde sømandspolka, men jeg synes alligevel musikken er så ørehængende, at jeg vil håbe det slår igennem til alle i hele verden. Mange af deres numre indeholder ikke vokal og Wermland fremstår egentlig som et ret elektronisk album, men live er der slet ingen computere indblandet og koncerten blev holdt oppe af førnævte harmonika og synth-keyboards, samt en fremragende lektion i one-hand harmonika-skills.
Det er jo helt fantastisk når et band både formår at spille fantastiske numre, men samtidig også smitte os allesammen med deres skønne personligheder. Hvor både The State, the Market and the DJ og Detektivbyrån rummede masser af ydmyghed, var det helt klart sidstnævnte der formåede at fremstå mest ærlige. Det er selvfølgelig ret nemt at sige, men den svenske syge var bare mere smitsom denne torsdag aften.
Du kan se billeder fra aftenen der gik her.
