For enden af årets hidtil varmeste dag, drog jeg mod Studenterhusets hyggelige atmosfære, spændt på en aften med en af mine ynglingsbands; Spleen United. Efter en gåtur ned af bulevarden nåede jeg til pladsen udenfor Studenterhuset, hvor folk i alle aldre stod i små klynger og nød aftenluften og en kold fadøl. Ud fra hovedindgangen snoede der sig en kø af folk, der alle var spændte på at komme ind i mørket, hvor en aften med elektroniske og tunge beats ventede dem. Med det karakteristiske black-light stempel på hånden var jeg officielt en del af koncerten og bevægede mig nu ind i koncertsalens mørke. Salen var næsten fyldt helt op, og folk ventede nu på opvarmningsbandet; The Wong Boys. I en lind strøm af oplagte mennesker blev salens sidste ledige pladser fyldt ud, og koncerten blev erklæret for udsolgt – vi var alle klar til en forhåbentlig uforglemmelig koncert. En hel sals årvågne ører og øjne blev rettet mod ”The Wong Boys”, da de gik på scenen. Et band, der bestod af to mænd, to mikrofoner og én computer. Med en vild blanding af råb, sang og tunge techno/dance-lignende rytmer skabte de en forundelig intens følelse; en følelse af, at man som tilskuer har fået indblik i en meget mærkelig mands tanker. The Wong Boys stod helt ude på scenekanten, og virkede af den grund utrolig nærværende. De skabte en nerve, der sammen med de blinkende stropelys, holdt menneskehoben fast i deres til tider monotone univers. The Wong Boys spillede en lille halv time, hvilket var passende, og fungerede godt som opvarmning; undertegnede og resten af koncertsalen var nu klar til flere tunge beats og Spleen Uniteds mere melodiøse univers, selvom der på dette tidspunkt så småt var begyndt at være ulideligt varmt i selve koncertsalen. Men det nu alligevel med forventningens glæde i øjnene at publikum ventede på at blive forført af Spleen United; selv var jeg særdeles spændt på at se lysshowet, eftersom høje lodrette neonlys prydede scenen, og formede en halvmåne, hvori man vidste at de fem musikere inden længe ville rocke sig ind i den varme sommeraften.

Efter lang tids venten, også for lang tid, efter min mening, og en lydprøve, man burde have klaret inden koncerten, gik Spleen United på scenen. Bandmedlemmerne virkede mere afslappet end de tidligere gange, de har besøgt Studenterhuset; trommeslageren i bar overkrop, resten i sommertøj. Lyset gik ud, og med et brag af energi og skiftevis lysglimt og total mørklagt scene bragede Spleen United af sted med sangen ”High Rise” fra det nye album ”Neanderthal”. Publikum sydede af tilfredsstillelse og klappede med i takt til sangens tunge beats. Allerede med første sang steg varmeniveauet nogle grader, og man kunne lige så stille mærke, hvordan halsen snørede sig sammen i takt med at luftfugtigheden steg. ”High Rise” blev afsluttet med stor applaus fra publikum, hvorefter forsanger Bjarke Parbo Niemann kort gjorde salen opmærksom på, at det var fedt at være der. Herefter blev stilheden brudt af endnu et godt nummer fra den nye plade, nemlig ”My Tribe”, der med sit mere stille udtryk fik menneskemængden til at blive mere indadvendt og eftertænksom; man nød bare at blive inviteret indenfor i det melodiske omkvæd, hvor man fortabte sig selv i et væld af fantastiske toner. Nummeret sluttede af med en omgang skøn larm akkompagneret af publikums klappen – stemningen var høj! 

Varmen steg herefter yderligere og sveden drev af alle. Folk begyndte på skift at søge ud foran studenterhuset, for at få luft til at kunne fortsætte dansen i det tætte koncertlokale, hvilket var ærgerligt, da det gav nogle mærkelig afbræk i selve koncerten.

Efter to nye numre gav Spleen United sig i kast med to numre fra den gamle plade ”Goodspeed Into the Mainstream”. Det var henholdsvis ”Heroin Unltd.” og ”Gold Ring”, der begge faldt i god jord hos lytterne, der hengav sig fuldstændigt til de mørke toner. Disse to numre blev desværre fuldt op af en bemærkning fra forsanger Bjarke P. Niemann om, at man kunne være i tvivl om, hvorvidt publikum var okay eller ej, hvilket syntes unødvendigt og malplaceret, eftersom det er længe siden jeg har oplevet et så hengivent og fokuseret publikum. Yderligere malplaceret virkede det, set i forhold til, at det på dette tidspunkt føltes som om der var 50 grader varmt i koncertsalen, og at de fleste, hvis de bevægede sig mere end højst nødvendigt, ville dejse om af bare overanstrengelse og dehydrering. Under disse forhold virkede publikums gåpåmod endnu mere imponerende, hvorfor en sådan, efter min mening, ligegyldig bemærkning, ingen steder hørte hjemme. Med denne ene negativ ytret, må jeg tilstå, at Spleen United gjorde alt godt igen ved, for det første, at spille det fabelagtige nye nummer ”66”, og ved for det andet, at have en dygtig lysmand, der med grønne laserlys sørgede for en fantastisk stemning i koncertsalen på Studenterhuset. Absolut en af aftenens højdepunkter!

Herefter blev de gamle numre ”In Peak Fitness Condition” og ”She Falls in Love With Machines” sikkert fremført. De fungerede godt, og publikum lod sig rive med, både med klappen, sang og dans, hvilket resulterede i, at salen sydede og nu nærmede sig en temperatur, der mindede om 60 grader, samt en luftfugtighed på 90. Musikken var fantastisk, men de fysiske forhold satte ens glæde ved musik på en seriøs prøve, og det er synd. Sådan burde det ikke være til en koncert, hvor en billet koster 130 kr. Her burde det være musikken, man koncentrerede sig om, frem for, hvor lang tid man havde igen før man dehydrerede.  

Koncerten fortsatte med numre som ”Dominator”, ”Failure”, den helt igennem fantastiske sang ”My Jungle Heart”, der satte yderligere skub i festen og fik den dødhede sal til at syde ekstatisk, den gamle kending ”Spleen United”, som der højlydt blev skrålet med på, samt ekstranummeret, og storhittet, ”Surburbia”, der satte to streger under aftenens facit: nemlig en fantastisk koncert, med et oplagt band og et skønt publikum, der ville hinanden alt det bedste, men hvor faciliteterne dog lagde en stor dæmper på glæden ved en god koncert.

Så det var med drivvåd t-shirt, at undertegnede forlod studenterhuset, med mindet om en skøn koncert og følelsen af, at en lille forkølelse var under opsejling i aftenens kølige mørke.