Støjrock, støjrock, støjrock. Det var med at passe på ørene - 18th Dye var lige straks på vej. De skulle rive op i de gamle 90’ere på Studenterhuset fredag aften og det skulle der gøres med maner. Med de rutinerede drenge fra Barra Head godt igang med opvarmning, går det op for mig at ørepropper måske var det jeg glemte at pakke i tasken inden jeg tog afsted. Selvom Barra Head jo egentlig spiller fantastisk sammen og gør det rigtig godt i alle deres numre, så kan jeg ikke lade være med at opfatte deres musik som en tur til koncert på efterskolen. Det er lidt for almindeligt, det er rock som det burde være, men der mangler bare lige det der ekstra krydderi. Efter godt tre kvarters god gedigen rock var det nødvendigt lige at give ørene en pause. Det var en aften med lige den tand ekstra på volumen og der var meget mere i vente.
Med støj fra alle tre i bandet blev scenen hurtigt sat. Der var amoriner af den vredeste kaliber i luften og vi var alle mødt op for at få alt blæst væk. Vi skulle holde godt fast, fordi det her kom til at gå hurtigt. Hvis du tager en tur ud på nettet og lytter til 18th Dye på enten deres hjemmeside eller MySpace, så vil du nemt få det indtryk af at det er hård musik at lytte til. Du kan så passende gange det med ti, så har du aftenens koncert. Med stærke referencer til de larmende amerikanere i Sonic Youth smadrede bandet sig gennem halvanden times hamrende rock. Jeg er sikker på at Heike på bassen gjorde sit besyv til, at en tanke eller to blev sendt tilbage til Kim Gordon og det gjorde slet ikke noget!
Da 18th Dye havde deres storhedstid var det nærmest selvsagt at publikum også gerne skulle bestå af et noget mere modent publikum end hvad jeg ellers er vant til, når rockmusikken vugger gennem koncertsalen på Studenterhuset. 18th Dye er ikke dit sædvanlige radiomateriale, men det er en skam at de danske masser ikke får øjnene op for rullen i det rockede nummer Chinese Spoon, som sammen med meget af de ældre materiale for alvor var med til at kaste støjen ind i kroppen på publikum. Et nummer som Amorines, der også har klaret det flot på P3’s Barometer, gjorde bandet alt hvad de kunne for at give et tinnitus-aftryk af skræmmende dimensioner på alle i salen. Deres nye sange gav mig et indtryk af et større fokus på vokalen i numrene og det var lidt en skam, fordi det var de støjende passager jeg holdte allermest af!
Det var en fornøjelse at se hvordan de gamle hits nærmest havde nostalgisk effekt på det der helt sikkert har været inkarnerede fans fra 90’erne. Det gjorde absolut intet, at jeg på flere tidspunkter opfattede mig selv som meget ung, fordi de folk der var kommet på Studenterhuset her til aften var kommet for at få en larmende oplevelse og der passer alle jo ind!
18th Dye er uden tvivl et band der er svært at komme ind på livet af, men når man først er derinde, så er det rigtig godt. Vi var højest 30 mennesker i salen, men bandet spillede som salen var fuld og de skulle ikke bruge lang tid på at fylde os allesammen med energi. Det var støjrock fra første til sidste akkord.
18th Dye og Barra Head spillede på Studenterhuset 2. maj 2008.
