Jeg har en særlig tendens til at mystificere og distancere mig selv til folk eller ting jeg enten ser op til eller ikke kender. Det kan for eksempel være når jeg går på gaden og kigger ind af vinduerne i en tilfældig lejlighed. Selv de mest banale ting som en stor pladesamling i reolen eller et fængende maleri på væggen bliver for mig pludselig til det mest eksotiske. Jeg har det lidt på samme måde med The Raveonettes. Deres coolness, deres New Yorker-ånd og tendens til at tage en helt masse surt før det søde. Det får dem helt automatisk op på en piedestal af de helt høje, hvor disse nærmest helt unaturlige individer står og larmer med deres guitarer. Det er helt sikkert en beundring der er svær at putte låg på.

Lars and the Hands of Light er endnu en bølge af det indie-hav der konstant præger den danske radios barometer, og selvom jeg ikke nåede mere et par enkelte numre, fremstod de som et fornuftigt bud på en bølge der gerne slår til mere end én gang i fremtiden. Med god energi og manglende trommerslager satte det fornuftigt gang i publikum og der var en fin stemning på Studenterhuset da jeg trådte ind i salen og pudsede regnen af mine briller. Charme og sødme. Mere skal der egentlig ikke til for at gøre det godt som opvarmning. Jo, lidt musik selvfølgelig.

Jeg bliver snart nødt til at finde ud af hvem det er der vælger musikken mellem opvarmning og hovednavn på Studenterhuset. Sound of Copenhagen. Nuvel, det er hipt og det er smart. Det er fra metropolen, det har rytme, men det lå alenlagt fra resten af aftenens tema. Jeg vil have støj mens jeg venter. Jeg vil have Sonic Youth eller sådan noget. Jeg vil stå med en følelse af, at jeg ikke kan vente til at høre noget live støj. Det var skørt her til aften og det synes jeg faktisk ofte det er på Studenterhuset. Det var også helt skørt, at publikum skulle vente hele tre kvarter før The Raveonettes kom frem på scenen.

Jeg fik hurtigt bekræftet at det eksotiske stadig var tilstede. Okay, der var måske også ca. 800 grader varmt i salen pga. en udsolgt koncert, men jeg kunne tydeligt mærke, at Sune og Sharin, for mig, stadigvæk er den her enormt fjerne og fascinerede duo taget direkte ud af en über-hip Brooklyn-klub med tapeserede plakat-vægge, øko-øl i baren og biodynamisk toiletpapir.

Der skulle gå omkring fem numre før der virkelig kom gang i bandet. Lav vokal og et overdrevet fokus på musikken gjorde, at de første numre forsvandt i et inferno af lyde, men på Dead Sound blev der for alvor taget hul på bylden og det gengældte publikum tifoldigt.

Det irriterer mig faktisk lidt, at The Raveonettes er så pokkers eksotiske fordi deres tekster er jo ikke vanvittigt dybe. Det er jo bare en masse rock og fucking roll. Det er larm, det er double up på guitar, det er støj, det er stroboskop og så er det mere larm. Det er så lige til, at det burde være til at forstå.

Åh, og den måde Sharin charmerer sig gennem enhver sang med et smil. Er det til at stå for? Det tror jeg næppe. Der er så få kvinder i dansk musik der forstår sig i håndtere en guitar på den måde hun tager sig hendes. Det var i sandhed en fornøjelse af være vidne til. Love in a trash can, siger jeg dig.

Det var en aften med mange støjende højdepunkter og med enkelte mere stille solo-ture. Det gjorde slet ingenting og alt i alt virkede det godt, at det ikke var med fulde skrald gennem hele aftenen. Det var også en aften med stramme jeans over hele linjen. Man går også med meget stramme jeans i Brooklyn. Man siger også meget fuck i New York.

De gange jeg har oplevet The Raveonettes gennem tiderne har det været i en meget mere introvert og lukket udgave hvor kontakten til publikum har været minimal. Det blev der slækket på her til aften, hvor smilene i sandhed var fremme og det var ikke kun publikum der gengældte den gode stemning, men også bandet der gjorde udtryk for deres store glæde for at spille netop her til aften. Det var rart, men også sært. Det er helt sikkert også fortidens forstummelser der har gjort, at jeg har plantet Sune og Sharin i det her utopia af rå rock, men det var som om de kom lidt mere ned på den almindelige, grå og kedelig jord her til aften med smil, charme og en uigenkendelig attitude med publikumskontakten som et nyt medlem af familien. Deres coolness har de dog stadig i god behold selv efter i aften.

Det nyeste fra Sune og Sharin er knap så meget fuck og meget mere pop. Det er meget mere tilgængeligt og helt sikkert også med til, at halvdelen af salen her til aften var fyldt op med purunge gymnasieelevere der i morgen sidder til religionstime med et snært af ringen for ørene. Hvis det er det der skal til for at skabe en større succes, så er det det der skal til. Intet ondt, men det er bare ikke så ondt.

Ekstranumrene var et hurtigt angreb og med Attack of the Ghost Riders og That Great Love Sound kulminerede stemning blandt publikum og det var også tydeligt at mærke på bandet, at de havde haft en god aften i det aalborgensiske.

The Raveonetttes spillede sammen med Lars and the Hands of Light på Studenterhuset torsdag d. 3. december 2009. Du kan se billeder fra koncerten i vores billedgalleri.