London var i dagene op til terrorangrebene præget af stor eufori og fællesskabsfølelse, både efter Live8-koncerten og ikke mindst da byen var blevet tildelt værtsskabet for OL i 2012. Intet kan som tildelingen af et OL-værtsskab få mennesker til at føle kæmpe fællesskabsfølelse, senest har vi set hvordan Rio de Janeiro har fejret og festet efter at være udnævnt til OL-værtsby i 2016.
Denne glæde, samhørighedsfølelse og eufori blev hårdt og brutalt og uden varsel sprængt da bomberne sprang i Londons undergrund. Terrorangrebet var den diametrale modsætning, ikke mindst når det bliver begået af folk der bor og er født og opvokset i det land terrorhandlingen udføres i. Samfundet kom pludselig under angreb indefra og det gav en stærk følelse af utryghed, angst og forvirring.
I ”Pornografi” følger vi syv nutidsskæbner på kanten af kontrol. Vi møder blandt andet en kvinde, der er træt af hverdagen, en utilpasset skoledreng, et søskendepar forelsket i hinanden, en terrorist i et tog med en bombe i tasken.
I kampen for at nå andre mennesker og komme ud af deres isolation, ender de alle med at begå deres egne ”terrorangreb”. Det fatale er at terrorangreb ikke kun er ødelæggende for dem de rammer, men i lige så høj grad også er ødelæggende for en selv. Det forfærdelige ved terrorhandlinger er, at de folk der udfører terror ikke gør det for at ødelægge men for at blive hørt.
Ifølge instruktør Rune David Grue rejser ”Pornografi” blandt andet spørgsmålet hvad det er for kræfter i samfundet der gør at vi føler os ensomme, lukket ude og får en følelse af at vi mødes med afstumpethed, og ender med selv at få et afstumpet forhold til den verden vi befinder os i og til de mennesker vi omgiver os med.
Simon Stephens skildrer et moderne samfund uden sammenhængskraft, hvor den menneskelige natur er blevet fremmedgjort og pornografisk, og hvor millioner af mennesker lever alene og isolerede mellem hinanden.
Den engelske dramatiker Simon Stephens (født 1971) skrev ”Pornografi” i ugerne efter terrorangrebene i juli 2005 i London.
Tjek den über-seje video-trailer for Pornografipå Aalborg Teaters hjemmeside.
- og skynd dig afsted i teateret!
”Pornografi” har Danmarkspremiere den 28. oktober og spiller frem til 19. november 2009, på Aalborg Teaters Lille Scene, mandag til fredag kl. 19.30, lørdage kl. 16.00.