Nu skal der dælme nogle sandheder på bordet. JA, jeg burde egentlig læse til idrætseksamen i stedet for at tage til rockkoncert, men JA, Guns N’ Roses er altså bare lidt sjovere end muskelgrupper og glykolyse. NEJ, det er måske ikke helt de oprindelige Guns, som Axl har taget med, men NEJ, det gør faktisk ikke noget! JA, guitaristerne kan deres kram og ser godt ud i bar overkrop, og JA – Axl forstår stadig at rocke, selvom han nærmer sig de 50!
Det er svært at vide, hvad man sådan lige skal forvente af et så legendarisk band, når næsten alle medlemmerne er blevet skiftet ud. Der har været meget snak om, at det ikke er noget ved at tage til en sådan koncert, når der kun er ét oprindeligt medlem tilbage. Faktum er bare, at det ikke har nogen som helst indflydelse, når substitutterne er så helt og aldeles eminente til det, de laver, og det i øvrigt er den vigtigste person der er tilbage. For nej, en Guns N’ Roses koncert ville næppe fungere uden forsangeren Axl Rose og hans unikke stemme.
Axl er efterhånden blevet en ældre og mere eller mindre hærget mand, og det afspejler sig da også på scenen – eller nærmere uden for scenen. Når Mr. Rose befinder sig på scenen, giver han nemlig alt, hvad han overhovedet har i sig, og hvis han er træt, er det ikke til at se. De gode gamle rockmooves er der stadig, og han gearer hele Gigantium op til kogepunktet. Til gengæld forsvinder den gode Mr. Rose efter cirka hvert nummer – om det er fordi, den gamle mand er træt og skal have en pause, eller om det bare er fordi, han trænger til et hvæs af en joint, er svært at sige – men man savner ham på scenen, når han ikke er der!
Alligevel er det faktisk ikke helt så slemt – bandet trækker næsten al opmærksomhed væk fra det faktum, at Axl lige er ude bagved. Det er næsten misvisende at kalde dem et band – de er nærmere en maskine. De kører uafbrudt og laver aldrig fejl, og deres fantastiske energi kan nærmest mærkes, når man griber ud i luften. Det er nonstop god gammel old-school rock af allerbedste skuffe, og man får ikke et sekund til at trække vejret – og det er der heller ikke brug for!
Sceneshowet er flot – ikke fantastisk, ikke eminent, men flot og farverigt. Der er ild og pistolskud, og der er gnister og konfetti. Sammen med Guns N’ Roses fantastiske drive er det faktisk nok til at gøre koncerten noget nær perfekt. Publikum går amok, når Axl virkelig giver sig og skriger Welcome to the Jungle på sin helt egen facon, og hele salen gynger i takt og synger med på klassikeren ”Knocking on Heaven’s door”. Musikken bliver faktisk nærmest overdøvet, når salens lydniveau rejser sig fra bare larmende til totalt øredøvende, da de første toner fra ”Sweet Child o’ Mine” lyder i Gigantium. For rockfans – og ikke mindst for Guns N’ Roses fans – er denne koncert et totalt mekka af klassikere af bedste skuffe udført på bedst mulige måde og nye ørehængere, der viser at selv store legender kan forny sig.
Flere sandheder: JA, selv ældre mænd kan ikke styre sig selv og sine fadøl og bliver som unge igen, når Mr. Rose pisker en stemning op, og NEJ, det gør sgu ikke noget! JA, der var da vist nok også et opvarmningsband, Danko Jones, som folk syntes godt om, men JA, de blegnede ved siden af Mr. Rose og hans Guns. NEJ, jeg er ikke særlig gammel og var derfor ikke med på bølgen, dengang Guns N’ Roses var virkelig store, og måske ville jeg have bemærket fejl og mangler i bandets klassiske stil, hvis jeg kendte den fra dengang – men NEJ, det rører mig ikke, for de var stadig fucking fede og skide fantastiske!
Og til allersidst: NEJ, jeg har aldrig taget stoffer, men JA, jeg følte, jeg var høj, da jeg forlod Gigantium en sen mandag aften!
Foto: Simon Wedege
