Mange andre anmeldere har rost dette stykke til skyerne og sat det op på en så høj piedestal, at det næsten ikke kan komme ned igen. Dette har jeg dog ikke tænkt mig at gøre i det følgende. Dermed er det dog ikke sagt, at jeg ikke brød mig om stykket overhovedet, for det gjorde jeg skam – men overdrivelse fremmer ikke altid forståelsen, og engang i mellem må man tage alting med et gran salt.

Stykket ”Maria Stuart” handler om de to rivaliserende dronninger, Dronning Elisabeth 1. af England og Maria Stuart, dronning af Skotland i 1500-tallet. Katolikkerne i datidens England mente, at Maria Stuart havde ret til den engelske trone, idet Dronning Elisabeth teknisk set var født uden for ægteskab – bastardungen, kaldte man hende. Elisabeth og ikke mindst hendes rådgivere betragtede Maria Stuart som en reel trussel mod tronen, og derfor blev hun holdt fanget under Dronning Elisabeth i næsten 20 år og var herfra højst sandsynligvis årsag og vidende om flere attentatforsøg på Dronning Elisabeth. Friedrich Schiller, som har skrevet stykket, trækker begivenhederne sammen til en enkelt dag, hvor beslutningen om Maria Stuarts skæbne skal tages. 

Scenens enkle opstilling – nogle foliebelagte vægge – var både Marias fængsel og Elisabeths sale og haller. I en dunkel belysning blev fængslet et stort og afmægtigt sted med grå metalagtige vægge og en sådan dybde, at man let kunne forestille sig, hvilke huller af ensomhed Maria Stuart må have befundet sig i. Dette indtryk fremmes yderligere af Meike Bahnsen, som endnu engang formår at spille en titelrolle til perfektion. Hendes lavmælte melankolsk nynnede melodi på scenen tillader publikum at falde med hende ned i en afgrund af desperation, fortvivlelse og angst for sit liv. Samtidig blev de kolde, grå vægge hurtigt til et spil af guld, når lyset faldt rigtigt, og tjente her til formål at skildre Elisabeths kamp med sig selv og sine rådgivere. Magt og beslutninger leder lige så let til ensomhed og afmagt som indespærring, og Hanne Windfeld spiller ligeledes rollen som Elisabeth helt fænomenalt.

Og det er ikke kun de to rivaliserende dronningers magtkamp, man følger i stykket. Overalt omkring dem svæver intriger og forræderi frit i luften, og det bliver hurtigt uoverskueligt at følge, hvem, der er ”god”, og hvem, der er ”ond” – og det i sig selv er farlige ord at bruge om personerne i et stykke som Maria Stuart, for hvem af de to kvinder var egentlig den gode, og hvem var den onde? Det er lige så let at fatte sympati for den fængslede dronning, som det er at føle misbilligelse overfor kvinden, der afgør den andens skæbne. Spørgsmålet om godhed og ondskab bliver yderligere vanskeliggjort af de øvrige medvirkendes fremragende præstationer, der trækker én med ind i alle sammensværgelserne, og man bliver kastet som en bold fra person til person, der alle har deres særprægede træk, elskværdige som forkastelige.

Så langt så godt. Intet ondt at sige om skuespillernes præstation, ej heller om historien. Problemet for mig var derfor såre simpelt og måske en smule bagatel-agtigt, men ikke desto mindre forringede det helhedsindtrykket af dette store stykke en smule for mig. Friedrich Schiller skrev dette stykke i året 1800, hvilket gør det til et ikke mindre end 208 år gammelt stykke, og selve historien er endnu ældre. Stykkets alder gør det unægtelig en smule tungt at overvære, måske især for unge mennesker. Samtidig har man på Aalborg Teater besluttet sig for at modernisere stykket en anelse for meget, idet kostumerne for de mandlige roller består af ganske almindelige jakkesæt, og dronningernes dragter heller ikke ligefrem emmer af 1500-tallets glorværdige kjoler og parykker. Den enkle, uændrede scene og de lettere kedelige kostumer medvirkede til en lettere kedsomhedsfølelse, for selvom historien ganske vist er dramatisk nok, og der ikke mangler spænding og begivenheder, bliver man alligevel forhindret i virkelig at føle sig tryllebundet, fastlåst og hypnotiseret, hvilket for mig nok altid vil være de vigtigste kriterier for et fuldt ud perfekt og fabelagtigt stykke.

Vi lever i en globaliseret og moderne verden med stress og jag, og jeg tror netop derfor, at det er vigtigt til stadighed at bibeholde verdner, hvor man kan genkende sig selv, men samtidig føle, at man har drømt sig langt, langt væk.