Vi kender ham alle efterhånden rimelig godt, ham Rasmus Bjerg. Nuttet ansigt i Mr. Poxycat og co., elskelig i spar-reklamerne, karismatisk i Livvagterne og, ifølge ham selv, endnu ikke nået de 100 kilo - bare lidt erotisk buttet. Det er efterhånden et stykke tid siden, at han har vist ansigt på Aalborg Teater, selvom han er en af de fastansatte, men 2009 er altså året hvor Aalborg Teater vælger at vise lidt frem af deres aktiver.

Stykket ”Længe leve selvmorderen” har i sig selv en ganske fascinerende historie. Da det blev skrevet i Rusland blev det forbudt at opføre, og det tog mange år og omskrivninger før det endelig så scenens lys. De mange omskrivninger gør, at der findes mange forskellige udgaver, og Aalborg Teater har også valgt at frigøre sig en smule fra det oprindelige manuskript ved brug af intern Rasmus Bjerg humor og viden, hvilket løfter stykket op over den almindelige scenefornemmelse.

For en gangs skyld vælger teatret også at bruge Store Scenes kompetencer til fulde. Det er længe siden jeg har set skuespillerne gå gennem salen, sidde i sæderne og bruge balkonen i scenografien – det åbner virkelig op for skuespillets mangfoldige sider og jeg nyder at føle at hele salen bliver udnyttet. Scenografien er i ”Selvmorderen” spektakulær. Skuespillerne selv beskriver den som økonomiscenografi grundet finanskrisen, men jeg synes ikke at en anden form for scenografi ville have fungeret i en komedie som denne.

Og det er hvad ”Selvmorderen” er – en komedie. Hele aftenen igennem bombarderes skuespillerne af grin fra publikum. En aften som denne er grinene nemlig vigtigere end klapsalver. Midt i al komikken er der det tragiske spørgsmål om selvmord – skal man eller ej, og hvorfor? De store spørgsmål bliver ikke helt glemt i denne opsætning, men på den anden side er det engang i mellem også rart nok bare at kunne læne sig tilbage og grine uden at skulle tænke alt for meget.

Stykket er russisk, men Danmarks samfund og Aalborg i sig selv mikses rigtig godt ind i stykket, så det er både nært samfundsmæssigt og følelsesmæssigt. Samfundssatiren er endnu en af de ting, der gør stykket hylende morsomt, sammen med skuespillernes flotte præstationer – det er nemlig ikke kun Rasmus Bjerg der er på plakaten på Store Scenen, selvom det er hvad der er reklameret mest med. Bag ham står et gigantisk ensemble, hvor specielt Karin B. Heinemeier gør et fantastisk arbejde som den lettere forvirrede og sorgfulde kone til stykkets hovedperson, den ganske ordinære dansker Preben O. Hansen. Søren Bang Jensen får igen igen lov at synge en lille sang, hvilket altid er en fryd for øret, og gennem hele scenariet sidder en lettere ”goofy” harmonikaspiller placeret på scenen.

Alt i alt er ”Selvmorderen”, trods navnet, en fornøjelig affære som man næsten ikke kan være sig selv bekendt at undvære. Selvfølgelig spiller Teatret en smule på, at det er et kendt ansigt der har hovedrollen, men på den anden side – når det nu fungerer, så godt som det gør, hvorfor så ikke prale lidt med at den store – undskyld, erotisk buttede – Rasmus Bjerg hører til her i Aalborg?

Foto: Lars Horn