Joe Brozio and Friends

Gitte Winneche - 29/6-08

Joe Brozio and Friends

Der er dømt country-aften og barbecue denne torsdag aften i Husets hyggelige gård. På trods af det ellers tilforladelige vejr er det desværre utrolig tyndt med mennesker, og grill-mestrene er i hvert fald ikke i fare for at overanstrenge sig. Denne aften er det ”Joe Brozio and friends” der skal på scenen og ruske op i vores country-side. Bandet er en sjov sammensætning af musikere fra flere forskellige bands – 4 mænd og en kvinde i ægte Dolly Parton stil. At det er Joe Brozio (billede) der er frontfiguren i denne sammenhæng kommer næsten ikke til udtryk, i al fald ikke i showets første sæt. Èn sang er hvad det kan blive til, hvilket ikke er til nogens fortrydelse – Marcel Smulders klarer nemlig resten af sangene med en forbavsende blød stemme. Hans søster, Wilma Smulders, får også lov at synge lidt alene, men holder sig ellers i baggrunden – stemmemæssigt, altså – for hendes hvide sæt springer straks i øjnene, og hun er da også den der er mest energisk at se på. På yderkanterne sidder en gut og spiller akustisk bas og en anden gut der klapper løs på noget der ligner en papæske, og det ser grangiveligt ud som om han keder sig gevaldigt – og alt taget i betragtning kan det da heller ikke være videre udfordrende at skulle tromme på en plade i tre timer.

Det er ægte akustisk aften, ingen elektriske guitarer eller vilde trommesæt, hvilket er meget rart, da det ligesom passer til min idé om country. Selvom der ikke er mødt mange mennesker op, nyder de, der er der, i det mindste aftenen. Et par træder hurtigt ud på ”gulvet” til en svingom og bidrager hermed med lidt energi, som bandet ikke rigtig udstråler så meget af. De har alle 5 sat sig på hver sin stol på en række, hvilket er noget man hurtigt bliver træt af at kigge på.

Bortset fra den mere end halvt tomme gård og det lidt kedelige visuelle indtryk er Joe Brozio og hans venner slet ikke så ringe endda. Der er ingen tvivl om at de kan både spille og synge og countrygenren passer dem glimrende. Man kan blot håbe, at lidt flere mennesker dukker op næste gang vennerne dukker op i Aalborg.

Se billeder fra koncerten i fotogalleriet





Annonce


Annonce