Uden at have haft ordentligt tid til at nå omkring det nyeste af Unmacks udspil var jeg taget afsted for at opleve en af mine få danske sangskriver-helte. Hvad jeg indtil da havde hørt derfra var storladen stryger-symfoni og det var ikke just min kop te. Sådan en form for musik skal altid lige have en ekstra tur i rotation før den rigtig falder på plads. Langt fra hits ved første møde, tæt på noget fantastisk sangskriveri for altid.
 

Den smukke forårsaften stod på hæld og Studenterhusets koncertsal var efterhånden godt fyldt med de føromtalte studenter fra midten af sidste årti. Jens Unmack og bandet klappes ombord på scenen, der blev indtaget med en tilpas storladenhed og den dertilhørende sang om heste og dage der løber. En dyster og eftertænksom start der holdes vedlige af "Jeg har mistet" og "Hvis du tager mig med". Det er til at mærke, at der er slået skår i Love Shop-flasken i arbejdet med tekster til det nyeste album fra Unmack. Det er klart at fornemme den sorte eftertænksomhed, dog med et strejf af livsfornuft og lyst.
 

På sin debut vidste Unmack os allesammen vejen hjem fra rock 'n' roll og det gjorde han godt. Så godt, at de tidligere numre formår at skinne igennem i løbet af aftenen. Dog uden det gør noget, da det ellers var blevet en lang forestilling, hvis der skulle køre strygere på afspilleren til hele settet. Jens Unmack er klar besked lige meget hvordan man ser på det. Hans tekster rører ved et eller andet i os allesammen. Det har de gjort i rigtig mange år og det vil de forhåbentlig blive ved med.
 

I det han proklamerede som et Depeche Mode-cover fortæller Unmack os, at han i den her verden ikke vil være trist og det var da også svært ikke at lade sig fange ind og svæve væk. Min personlige flyvetur blev dog til tider afbrudt af en af Unmack svagheder: hans tendens til at smide et "sha la la la" ind når der mangler ord, omkvæd eller anden tekst. Der gik lidt for meget fadølsfest og sing-along i den, men heldigvis kompenserer hans tekstunivers for det hele og alle er glade igen. I øvrigt, valgte Unmack "Joyride" fra pga. aftenens halvdystre tema? Det er et af de rigtig gode numre fra hans solo-debut og den kunne jeg rigtig godt have tænkt mig, men hjertet er åbenbart alt for forladt til et joyride.
 

Jeg oplevede bandet som yderst sammenspillet og de leverede alle numrene med stor selvtillid. Med sig havde Unmack blandt andet den talentfulde guitarist Rune Kjeldsen og et par stykker andre i en konstellation under navnet "Slagterne". Det var ikke svært at se, at de havde det godt med at spille sammen og de bakkede Unmack op på fortrinelig vis.
 

Unmack er lidt af en underlig skikkelse. Der står han helt skallet, krænger sit hjerte ud og prøver på bedste vis af skabe forbindelser med publikum. Med sine små pre-numre-anekdoter binder han aftenen godt sammen og vi får lov til at få et indblik i hans forunderlige verden fyldt med skæve eksistenser, kærlighed og sorg. Med vuggevisen "Mænd Uden Ord" fra Unmacks nyeste sætter han gang i et set ekstranumre og det altdominerende 24 Nordjyske-segmentet får deres lyst stillet - de får deres elskede "Love Goes On Forever" i en fin og stor udgave.

 

Torsdag aften bød på mange forskellige ture igennem følelsesregisteret. Det var af og til for rart, så var det for surt, så var det for positivt, så var det for dystert. Unmack er en mand med mange sider og jeg syntes alligevel han formåede at vise os det bedste af dem allesammen.

 

Jens Unmack og Slagterne spillede på Studenterhuset torsdag d. 23. april 2009. Du kan se billeder fra koncerten her.