Har du nogensinde kendt et menneske med diagnosen uhelbredeligt syg? Har du nogensinde spurgt ind til hvordan personen havde det, uden forventning om et tilfældigt svar og med henblik på virkelig at få det at vide? Har du turdet? Måske ikke, for hvad skal man gøre, hvis personen svarer, at hun har forladt sin mand og har flere voksende svulster rundt omkring på kroppe? Hvordan skal man forholde sig til et menneske, som man ved, skal dø – og vigtigst af alt, hvordan skal de forholde sig til dem selv?

Her i det kolde efterår hvor bladene falder af træerne og vinterdepressionerne efterhånden sniger sig tættere og tættere på spilles der et stykke på Aalborg Teaters lille scene der næppe har set sit lige før. ”Jeg skal kraftedeme ikke dø på dato” er skrevet af kræftramte Torunn Kjølner, som i stykket gør op med mange af tabuerne omkring sygdom, død og liv. I stykket følger vi en kræftramt kvinde der i sin søgen efter håb og liv eksperimenterer med alternative behandlingsmetoder sideløbende med hospitalsbehandlingen – ikke nødvendigvis fordi hun tror på, at det vil redde hendes liv, men fordi hun har brug for at tro på, at man kan leve et liv som dødsdømt. Vi møder andre uhelbredeligt syge mennesker i stykket, der alle griber efter en livsindstilling der kan bære dem igennem sygdommen. For nogle lykkes det ikke at dø på dato – for andre ikke.

Scenografien er udformet af Rolf Alme i forbindelse med Lille Scenes 25 års jubilæum. 4 forestillinger skal spilles på samme grundlag og om samme tema – mennesket i kamp. I dette stykke er 10 stole stillet op i en let bue, hver med deres drop med c-vitamin. Folk kommer og går fra deres faste pladser, og aftenen er en samtale menneskene i mellem – om det at leve med visheden om at man skal dø; det at blive svigtet og glemt i hospitalssystemet; det at opleve op- og nedture med liv eller død til følge. Torunn Kjølner har formået at gøre dialogen helt fuldstændig ærlig og nøgtern og man kan ikke lade være med at føle sig ramt af disse menneskers skæbne og stolt over deres evne til at fortsætte livet som om intet var hændt. Dette ikke mindst grundet skuespillernes ufejlbarlige præstationer, hele raden rundt.

Budskabet står tydeligt tilbage – det handler om indstilling. Tanken om, at man jo alligevel skulle dø på et tidspunkt er gennemgribende og den lette, virkelighedsnære og humoristiske dialog går rent ind hos publikum. En kræftramt kvinde udbryder, ”Jeg har aldrig været så rask som efter jeg blev syg,” og flere andre nikker. Pludselig ses livet på en anden måde. Der bliver kæmpet for håb og lykke.

Rolf Almes scenografi er ganske enkelt enestående. Blade blæser ind over scenen, regn og sne falder ned over det kolde gulv og små bidder af stykket spilles på flere samsungskærme. De formidable effekter sammen med skuespillernes utrolig troværdige optræden skaber en helt igennem utrolig melankolsk harmoni, der i dette kolde efterår kan føles uvedkommende – men samtidig fyldes man som tilhører med et stort håb og en følelse af glæde, nysgerrighed og ikke mindst forståelse.

Jeg glæder mig over, at stykket blev skrevet, forarbejdet og opført, for jeg er sikker på at det vil åbne mange af vores øjne, uanset om vi har oplevet sygdom på tæt hold eller ej. Torunn Kjølner døde selv før stykkets premiere, hvilket er tragisk men blot styrker følelsen af et nødvendigt og vedkommende stykke. Jeg vil anbefale alle, syge som raske, at tage på Aalborg Teater i den kommende tid og blive oplyst.

Aalborg Teater, spiller til 20. december
I forbindelse med stykket afholdes åbne arrangementer med skuespillere, instruktør og nogle af de syge mennesker, som var Torunn Kjølners inspiration stykket igennem. Se mere her.