Hjem kære HjemIrene Bonde - 10/11-08
Hvornår føler du dig hjemme?
Hvornår føler du dig tryg?
Kan man føle sig tryg og føle sig hjemme som udstationeret soldat i et krigsramt land?
Der ligger mange spændende spørgsmål i forestillingen "Hjem kære Hjem" - gæstespil af Teater Grob på Jomfru Ane Teatret.
Aktuelt og nærværende Forestillingen handler om parret Kim og Iben. De bor endnu blandt flyttekasser i en lejlighed i Hvidovre tæt på sygehuset, og af denne årsag kører ambulancer ofte forbi, hvilket bliver et konstant underlæggende faresignal i forestillingen. Denne aften får de besøg af Kims gamle ven og sergent Carsten. Drengene har ikke set hinanden længe, idet Carsten har været udstationeret i både Afganistan og Irak.
Under besøget opbygges en masse spændinger - først de små naturlige spændinger, som når man ikke har set hinanden i lang tid og lige skal nærme sig hinanden igen, eller når vennen skal møde kæresten for første gang. Senere opstår der flere og flere intense spændinger. De har begge forandret sig, og ingen ved, hvordan Carsten egentlig har det efter at have været i krig. Diskussionen går højt om den danske indsats i Irak, og i diskussionen bliver Carstens problemer og liv som soldat sammenlignet med parrets liv og hverdagsproblemer på godt og ondt.
Emnet er stadig meget aktuelt, og som publikum føler man sig som en flue på væggen og vidne til nogle utrolig nærværende og vigtige diskussioner. Med de mange argumenter for og imod er der dog stadig plads til, at man kan reflektere over det sagte og danne sig sin egen mening, idet diskussionerne kommer i bølger. Parret og gæsten forsøger nemlig trodst alt og ganske troværdigt at få en god og hyggelig aften.
Leg med symboler I både scenografi, ord, handling og omstændigheder bliver der leget med symboler. Der er foreksempel mange associationer omkring ordet 'hjem', som er et grundlæggende tema i forestillingen. De mange symboler bliver aldrig for meget, og dette skyldes, at der bag symbolerne også er en logisk og naturlig årsag til, at de er der, eller at noget sker. Samtidig er symbolerne meget tydelige, og der er ikke noget, man som sådan skal gætte sig til. Dette er i denne forestilling positivt, idet man kan lade sig bombardere med disse symboler og stadig koncentrere sig om de spændende og skræmmende fakta, historier, følelser og meninger om det at være udstationeret soldat i Irak og ikke mindst om, hvor Danmark står i forhold hertil.
3 Reumert nomineringer I 2007 blev denne forestilling nomineret til 3 Reumert: Bedste mandlige hovedrolle, bedste mandlige birolle og bedste forestilling. Frank Thiel vandt som bedste hovedrolle, og man er ikke i tvivl om hvorfor. Sikke en naturlighed og energi. Derudover fik Andreas Garfield - forfatteren bag denne forstilling - en velfortjent talentreumert. I "Hjem kære Hjem" rammer Andreas Garfield et vigtigt emne, som efter min mening netop egner sig til at blive fremstillet og udstillet med teatrets virkemidler. Midt i et ganske almindeligt dansk hverdagsliv - som Andreas Garfield i øvrigt i den grad formår at udtrykke, så det virker genkendeligt morsomt - bliver et dystert emne placeret, så vi forstår, at det også har noget med os at gøre. Det er her og nu, og det udspiller sig lige for øjnene af os og tvinger os på en måde til selv at tage stilling og have en mening.
Forestillingen er fyldt med energi, små drejninger, intense spændinger og ikke mindst humor. Det er godt håndværk rent tekstmæssigt, og i denne flotte iscenesættelse og med disse fremragende skuespillere får teksten kød og blod i bogstaveligste forstand. |
Relaterede ArtikerØvrige Anmeldelser |



