Jagten efter lykken er sat ind i Line Knutzons stykke ”Håndværkerne” og kan til stor morskab opleves i Thomas Bendixens iscenesættelse på Aalborg Teater.

Med åbningsreplikken: ”Og så skal der bare males” er man med det samme sporet ind på, at dette er begyndelsen på kaos. Et humoristisk kaos.

Parret Manfred og Alice er i færd med at totalrenovere deres hus om til en drømmebolig, som de er sikre på vil gøre dem lykkelige. Men fire sortbetalte håndværkere har nu været i gang i nogle måneder og har nærmest invaderet deres hjem uden at komme nogen vegne med byggeriet. Faktisk går det kun den forkerte vej, og der bliver rykket ned i stedet for at sat op. Disse påtrængende håndværkere samt byggerod og de efterhånden manglende penge tærer på tålmodigheden og harmonien. Parforholdet må stå sin prøve, og hvor meget skal drømmen om lykke egentlig koste?

Alice går op i kakler, vandhane og konvektionsovn, og det er svært at beslutte sig, når lykken findes i det helt rigtige valg, og manden er uengageret. Manfred vil bare gerne have færdiggjort trappen til hovedindgangen og have lidt fred, men begge ønsker synes at være umulige at få opfyldt.

Som en pendant til parret står venneparret Karl og Magrete. For hver gang de ses, har materialisten Karl gjort en ny investering og solgt den første. Magrete kan ikke følge med og har derfor for flere år siden valgt sin egen lykke ved at meditere sig helt væk fra virkeligheden og ind i sig selv. Heller ikke de synes at kunne finde den sande lykke.

Det går stærkt ned af bakke for parret Manfred og Alice, indtil de (uden at sige for meget) er nødtvunget til at tage styringen i stedet for at lade sig styre af håndværkerne.

Meike Bahnsen og Jens Gotthelf svinger godt sammen som parret, der skiftevis mister besindelsen, tålmodigheden og overblikket. Man forstår begges ønsker og drømme og føler med dem i deres ihærdige kamp om at blive lykkelige.

Claes Bang kommer på scenen med en sikker udstråling som den dominerende Karl, der er holdt op med at lægge mærke til sin kone. Hun spilles dejlig lige til og fintfølende af Hanne Windfeld, der har et talent for timing. De fire håndværkere gengives hver især godt som de fordomsopbyggede karakterer, de er: Dumme, pengegriske, intimiderende og ikke til at stole på.

Manfreds mor dukker op i skikkelse af Marianne Høgsbro, der ganske underholdende plaprer løs om underlige ting, hun har oplevet, og kaster skødesløst rundt med navne på personer, hun skal besøge og ferniseringer, hun skal på. Hende løber ikke en gang håndværkerne om hjørner med.

Line Knutzon leger ganske som i ”Snart kommer tiden” igen genialt med replikkerne, der bærer stykket frem. Knutzon har sin helt egen stil, hvor det absurde sidestilles med det realistiske. Det går ikke stille for sig. Dog er det som om, at Knutzons evne til at skyde med skarpt daler i 2. akt og hen mod slutningen. Overraskelsesmomentet forsvinder desværre. Men Thomas Bendixen har skabt en flot forestilling og viser en god forståelse for Line Knutzons karakterer og univers.