Det rum, jeg møder ved ankomsten, er helt tomt og sort. Det regner ganske let. Jeg kan mærke fugtigheden og køligheden. Den melankolske atmosfære med al sin ensomhed og tristesse i William Tennessees gennembrudsstykke "Glasmenageriet" er meget flot ramt lige fra begyndelsen i Aalborg Teaters opsætning.

Psykologisk drama

"Glasmenageriet" handler om Tom, som bor sammen med sin meget dominerende mor Amanda og meget skrøbelige søster Laura. Faren har forladt dem for længe siden. Hver især er de fanget i en tilværelse, de ikke har lyst til at være i og er ulykkelige mennesker. Amanda lever i sin lykkelige, men fortabte fortid og forsøger ihærdigt og egoistisk at påtvinge sine bristede ambitioner over på sine voksne børn. Laura lever i sin helt egen verden af glasfigurer, som hun gemmer i en æske. Tom passer surt sit job på et lager for at forsørge familien, men hver aften forsvinder han ud i nattelivet, hvor ingen rigtig ved, hvor han tager hen, eller hvad han laver. 

En aften inviterer han, efter strenge ordre fra sin mor, en ung mand til middag. Alle er tændte og levende, klar til at få deres drøm opfyldt, men da det er en tragedie, kan jeg vidst godt afsløre, at det ikke helt går som planlagt.

"Glasmenagariet" kræver meget af sine skuespillere, idet stykket er et tungt, psykologisk taledrama med megen undertekst.

Jens Gotthelf giver Tom en interessant rå og kold styrke og har en god kontakt med publikum i skiftene fra historiens fortæller til historiens hovedperson. Det er, når han er reserveret, at det bliver ekstra intenst og nærværende.

Marianne Høgsbro skulle lige igang som moderen Amanda, men foldede sig så til gengæld også mere og mere ud. På mig virkede hendes tale til tider påtaget, men med stor charme og Tennessees fantastiske replikker fik hun os til både at le og græmme sig.

Jeg har tidligere set den talentfulde Kathrine Høj Andersen i forførende, sexede kvinderoller. Her spiller hun den generte Laura, hvis seksualitet i den grad er undertrykt med lige så stor troværdighed. Kathrine Høj Andersen rammer i sandhed hele Lauras sarte, ulykkelige væsen og viser med blikke og underspillede kropssprog de mange skjulte og indelåste følelser af lidenskab, frustration, vrede, kærlighed og længsel, så det gør ondt.

Martin Geertz tilføjer med sin charme en energi i stykket - ganske som det er meningen med karakteren Jim. På humoristisk og tragisk vis ser vi, hvordan Jim vælter rundt i glasmenageriet, hvilket Martin Geertz viser med tilpas charme og klosethed, så vi forstår uskyldigheden i, at alle drømme braser ved Jims besøg.

Manglende seksualitet

Geir Sveaass har i den grad fanget melankolien og tragedien i stemningen og karakterne og er tro mod William Tennessees stykke, der selv i dag har meget på hjerte. Det regner igen og igen, smukt og trist. Sveaass' valg af ganske få virkemidler giver plads til Tennessees historie, og forestillingen bliver ren og rørende.

Dog sad jeg og manglede Toms undertrykte (homoseksuelle) seksualitet. Også Tom bliver betaget af Jim og har forventninger af en eller anden grad til besøget. Men ikke i denne opsætning. Det forfærdelige og grufulde bliver for mig stærkere, når både bror og søster (og moderen for den sags skyld) føler sig levende og forventningsfulde til livet ved den samme mand. Enten manglede disse undertoner, eller også kunne jeg ikke se dem.

"Glasmenageriet" spiller frem til d. 29. maj.