Lyset dæmper sig, og det samme gør publikums stemmer. Salen er fyldt til bristepunktet og luften er ladet med spænding. Publikum retter opmærksomt blikket mod scenen, der i denne forestilling er blevet lavet til et lettere skråt tag med både vinduer og med kanter der ville kunne føre til intetheden. Op fra en sådan kant dukker nu en lurvet udseende mand. Med sig trækker han en gammel indkøbsvogn, og ud fra sit forkrøllede tøj og vildmandsagtige hår kan man kun konkludere, at han må være vagabond. Han stille sig ud på kanten af scenen, læner sig længere ud over end godt er ved hjælp af et reb fastbundet til indkøbsvognen, der heldigvis står meget stabilt – og dette brag af en teaterkoncert er sat i gang.

Carsten Svendsen, som man netop kan skimte indenunder al tøjet og skidtet, har på kort tid formået at sætte sit aftryk på den store scene på Aalborg Teater, og efter sin præstation i musicalen ”Hair” ville det også undre, hvis han ikke havde en vital rolle i teaterkoncerten ”Gasolin’”. Søren Bang Jensen bidrager ligeledes til koncerten med en helt fortryllende vidt spændende stemme, ligesom Jens Gothelf, Meike Bahnsen, Nanna Buhl Andresen og Laura Kold er uundværlige og formidable i løbet af aftenen.

Vi møder i løbet af aftenen seks personer, der på hver sin måde er fortabte i livet. Seks forskellige karakterer udtrykker på seks vidt forskellige måder igennem Gasolins gamle rocknumre livet i al dets værdighed, indebærende lyst, lykke, tab, sorg og længsel. Den udstødte og mismodige vagabond (Carsten Svendsen); den uskyldsrene pige, der blot venter på at opleve verden (Laura Kold); den succesrige forretningsmand, der på trods af alt ikke er tilfreds (Jens Gothelf); den frie kvinde, arrogant og vred på verden (Nanna Buhl Andresen); den lystne unge mand, kåd på verden og kvinder (Søren Bang Jensen); og endelig den fortabte kvinde, der forsømmer krop som liv (Meike Bahnsen).

De seks mennesker på scenen suppleres af orkestret, der bevæger sig frit rundt på scenen med bas og guitarer – trommerne er placeret på en platform der kan både hæves og sænkes. Orkestrets synlighed på scenen virker fantastisk supplerende til oplevelsen af musikken, og viser at instrumenterne er mindst ligeså vigtige som sang og performance. Samtidig blander de sig en smule i den visuelle fremførelse af sangene og er på den måde en stor del af koncerten. Musikken er fantastisk – man genkender Gasolins sange om livet som det leves, men blot på et helt andet niveau. Jeg må indrømme, at jeg flere gange i løbet af aftenen fik kuldegysninger over hele kroppen.

Aftenen topper lige før pausen. Tæppet går ned, og orkestret tager nu plads på en lige linie med ryggen til publikum. En plade sænkes ned fra loftet, og så er der ellers dømt karaoke til ”Køb bananer”. Publikum synger gladelig med orkestret, og pludselig dukker de seks skuespillere op fra alle sider med bananer til alle. Stemningen løftes endnu et niveau, hvilket jeg ellers ikke troede var muligt, og jeg endte da også med at gå hjem med en banan, som Carsten Svendsen gav mig sammen med et let klap på hovedet.

Kapelmester Niels Søren Hansen og instruktør Rolf Heim må siges at have skabt en mindeværdig teaterkoncert. Skuespillerne yder deres absolut bedste, og de er alle fantastiske på scenen – ikke en af dem overskygger de andre i formåen og kunnen. Scenografien er fantastisk og velovervejet – på et tidspunkt sænker der sig endda små lysende stjerner ned over scenen, mens Jens Gothelf synger ”Kloden drejer stille rundt” og de resterende sidder rundt omkring på taget med hver sin bamse.

Selvom der selvfølgelig ikke er nogen speciel handling i en sådan teaterkoncert, er der alligevel en rød tråd mellem Gasolins sange og skuespillernes måde at fremføre dem på. Man bliver grebet af følelser, der er os alle bekendte, men som Gasolin formåede at sætte ord på.

I april måned talte jeg med Meike Bahnsen om hendes forventninger til Gasolin’ forestillingen, og hun fortalte mig, at hun gik mest op i, at de lavede noget der var i orden, og som de selv kunne stå inde for. Jeg må slutte med at sige, at Aalborg Teater bestemt har formået at lave en teaterkoncert, som de med stolthed kan stå inde for – skuespillere og orkester som instruktør og teaterdirektør.