Der er ikke nogen der siger, at poesi nødvendigvis bør være lange sætninger og ord man ikke forstår, skrevet sort på hvidt, kedeligt og melodiøst. Der er heller ikke nogen der siger, at poesi nødvendigvis skal læses, analyseres og fortolkes ned til mindste detalje. På Transformator laver de et nyt statement: Her skal poesi hverken læses eller fortolkes – har skal det føles!
Det er hot, det er lige på og det er aktuelt – det er årets Poetry Slam 9000, der for anden gang holdes på Aalborg Teaters skarpe scene, Transformator. Årets vært er Vicevært Jakob Bjerregaard Engmann, der tager over for sidste års vært, Ulver Skuli Abildgaard. Jakob finder støtte i Ulvers filosofiske personlighed og guider os hele aftenen igennem de mange poeter, helt i Ulvers ånd (måske med undtagelse at tyggegummiet i munden). Han læner sig op ad en velkomsttale skrevet af den gamle, gæve vært. Her stiller de spørgsmålet – hvad er poesi? Det er der altså 6 ekspressionistiske Aalborgensere der har tænkt sig at give hver sit bud på, stående på scenen foran publikum, kun bevæbnet med de ord og den tilstedeværelse, de hver især kan mønstre.
Reglerne er enkle – 6 poeter får 2 x 3 min. (og 10 sekunder!!) til at fremføre deres bedste skriverier og mest inderste tanker for på den måde at vinde publikums gunst. Det er nemlig os i de mørke sofahjørner der får lov at bestemme, hvem der skal have lov at blive en af de tre finalister. Modsat sidste års duel er der i år hele to deltagende kvinder, der er klar til at påtage sig opgaven at få publikum til at grine, græde, tænke og føle. Den ene er Christina Muldbak, som selvsikkert og humoristisk proklamerer, at hun i stedet vil kaldes Strålen, grundet hendes evne til både at skinne og være skarp. Og skarp er hun også – med eksistentialisme som hovedemne griber hun med lange sætninger og farverige fremmedord fat i det at være teenager, voksen og menneske. Modsat hende er den anden kvindelige deltager, Anne K. Laursen, en smule mere tilbagelænet og trækker i stedet fast i den bitre, dystre smerte som vi alle oplever i hverdagen.
To af gengangerne fra sidste år, Torben Jørgensen og Benjamin Skals, er igen to vidt forskellige poeter. Benjamins lettere ligegyldighed omkring sine egne digte falder ikke umiddelbart i god jord hos publikum, og hvor han er meget stillestående og triviel er Torben langt mere livlig og engageret på scenen. Han vender og drejer sig, og man kan næsten forestille ham have en samtale med sine to jeg’er. Torbens engagement gør at det er ham frem for Benjamin der får en plads i finalen.
Aftenens virkelig kamp er klar som blæk på papir – den står mellem sidste års Poetry Slam vinder, Mads Bjergen, og dette års debutant, Hans Hüttel. Hver især yder de en helt fuldkommen formidabel indsats og fanger til fulde publikums opmærksomhed. Mads Bjergen beviste med sin sejr allerede sidste år, at han kan noget med ordene. Hans stil er karakteristisk og hans stemme trænger igennem. Alle papirerne er forskellig størrelse, og de bliver undervejs strøet ud over scenen på må og få. Det er løsrevne tanker og idéer der bliver skabt i nuet, skrevet ned og aldrig glemt. Hans gennemtrængende måde at stå på scenen på er fascinerende, og med en god del humor og en masse intelligens imponerer han publikum. Man skulle ikke tro, at nogen skulle kunne sætte sig op mod denne præstation, men universitetsprofessoren Hans Hüttel blæser i første runde salen fuldstændig bagover! Med et humoristisk, episk og nærværende digt om det danske sprogs forsvinden sætter han verden på plads, og han gør det med en sådan ildhu at min kuglepen ganske enkelt går i stå – jeg tænker slet ikke på at skrive men fanges bare i ordstrømmen der flyder konstant fra alderspræsidenten.
Da publikum skal vælge finalister går salen da også amok for både Hans og Mads, og med deres pladser som finalister går altså hverken Benjamin eller nogle af kvinderne videre til tredje runde. Banen er kridtet op – det er Mads mod Hans, hvilket må sætte Torben i en penibel situation. Han klarer det dog glimrende og ender på en fortjent og flot tredjeplads. Hans fjerner dog enhver tvivl om hvem førstepladsen skal gå til, da han med sin sarkasme og utrolige power slutter af med aftenens sidste digt, og Mads Bjergen må derfor give Poetry Slam 9000 Champ-hatten videre til den nye Transformator Poetry Slam mester.
Om det er selve ordene, der går i kroppen på publikum, eller om det er poeternes evne til at formidle dem med en sådan indlevelse, at man glemmer tid og rum, er svært at sige, men en ting er sikkert: Poetry Slam 9000 er kommet for at blive.
På billedet: Hans Hüttel.
Fotograf: Mathies Brinkmann Jespersen
Se flere billeder fra eventet her
