Når vinteren banker på udenfor er der flere ting man kan foretage sig for at fordrive tiden. Man kan sidde derhjemme og julehygge, man kan tage til de årlige julefrokoster eller, man kan tage til en hyggelig koncert på studenterhuset. Hvis sidstnævnte er ens valg, da ville man i hvert fald have oplevet det hyggelige element havde man været der lørdag aften.
 

Aftenen i salens halv tomme rum byder i første omgang på bandet No and The Maybes. Et band der, trods kreativ opsætning, med trommer i front, hvor trommeslageren rent faktisk står op og spille på trommer mens han synger, giver et lidt misvisende billede. Som publikum kan det være lidt svært at gennemskue, hvad det er de prøver at fortælle med deres musik. Hvis blikket ikke er på scenen, kan man i første omgang undre sig over, om der er et kvindeligt medlem i bandet med det meget høje og lyse stemmeleje på kor sangen, men et blik på scenen afslører, at bandet udelukkende består af mænd. 3 stk. for at være helt præcis. Når man så har blikket på scenen bliver forvirringen endnu større. De tre bandmedlemmer kunne ikke se mere forskellige ud. Og selvfølgelig er individualitet en god ting, men kun til en vis grænse. På scenen står en fyr i jakkesæt og med kasket, en anden med sorte bukser, hvid undertrøje og seler, og en sidste med semi-tætsiddende bukser, hvid trøje og farverigt tørklæde. Det er fint at adskille sig, men når det forvirrer så meget, at det går ud over ens oplevelse af musikken, så er det måske et aspekt der bør tages op til overvejelse. Det samme går lidt igen for musikken. Utrolig mange stilarter blandet sammen. Det kan være eksperimenterende, men det kan også bare være forvirrende. Måske har de potentiale, men i første omgang skal No and The Maybes overveje hvad det er de prøver at fortælle med deres musik.
 

Helt anderledes indtryk får man en halv time senere da Moi Caprice går på scenen. Fra første tone er det tydeligt her er tale om et band med stor erfaring og indlevelse i egen musik. Med 3 ep’er og 4 albums bag sig, lover forsanger Michael Møller, at publikums øregange skal blive forkælet med numre fra alle albums. Har man det mindste kendskab til Moi Caprices musik vil man i denne sammenhæng vide, at aftenen vil byde på numre med kompositioner, melodi og tekst i højsædet. Og det er intet mindre end det publikum får i løbet af de næsten 90 minutter de står på scenen.
 

Det er en sand drømmeverden at træde ind i når man hører dette band live. De visuals der kører i baggrunden af bandet hjælper helt sikkert med til at føle, at man rent faktisk befinder sig i et drømme univers. Kontakten til publikum er enorm, og det er primært fordi hr. Møller er så god til at snakke til publikum og inddrage dem i hans verden. Det aspekt sammen med det faktum, at det her band har erfaring og formår at spille så sublimt sammen, fører til, at man som publikum føler sig tryg i deres univers og bliver kun draget længere og længere ind i det. Der er ikke sparet på noget for at skabe dette univers for publikum. Eksempel på dette er f.eks. at forsangeren har to mikrofoner han skifter imellem at synge i. Den ene når han f.eks. spille guitar eller mundharmonika, og den anden står bag hans synth – dette er blot beviset på, at de tekniske detaljer ikke får indflydelse når de spiller live. At det så alligevel sker, at teknikken driller efter de første par numre er en skam, men modsat mange andre bands der lidt går i panik og bare alle står stille, da bliver der spillet behagelig guitar imellem tiden. Dette resulterer i, at et teknisk problem, der kunne havde været til stor irritation for band og publikum, bliver løst samtidig med de formår at fastholde publikum i den stemning de allerede der har fået opbygget.
 

Denne inddragelse af publikum i, hvad der foregår på scenen, bliver kun endnu mere intim, da alle bandmedlemmer, på nær David (guitaristen), bryder ud i fødselsdagssang, fordi David har fødselsdag. Bagved står en kage og brænder med lys og publikum synger med. Scenen kanten, der normalvis adskiller bandet fra sit publikum, er på dette tidspunkt total udvisket, og bandet kunne for så vidt lige så godt have stået blandt publikum og spillet koncerten.

Sidste nummer leder tankerne mod Mews Comforting Sounds. Det er et langsomt instrumentalt nummer der gradvist bliver opbygget. Trommerne er i højsædet og bliver kraftigere og kraftigere. Alt er planlagt. Publikum bliver inddraget, opslugt. Selvom man ved universet om lidt forsvinder, er det en forløsende måde at sige farvel på.
 

Det er sådan musik skal lyde, når dem der står bag instrumenterne ved hvem de selv er og hvad de står for. Og det er sådan set uanset hvilken genre man spiller, publikum vil altid kunne mærke og blive draget af de musikere, der står bag det de laver, og ved hvad det betyder for dem. Hvad Moi Caprices musik betyder for bandet selv, er jeg ikke klar over, men der er i hvert fald ingen tvivl om, at de selv ved det.
 

Moi Caprice, support No and The Maybes, Studenterhuset lørdag d. 6. december kl. 21