"Esters Bog" er både en typisk og atypisk forestilling af Odin Teatret. Det atypiske ligger i den minimale  fysiske udføjelse. Heldigvis er forestillingen alligevel, som man forventer det af Odin Teatret, en sansende oplevelse, der undervejs i forestillingen prikker i kroppen på grund af Odin Teatrets unikke og særegne sceneudtryk.

"Esters Bog" er skrevet, skabt og spillet af Iben Nagel Rasmussen - datter af Halfdan Rasmussen og Ester Nagel, og er en montageportrætfortælling om Ester, men også lidt om Iben selv.

Scenen er enkel med et lærred spændt ud på stænger som baggrund. I den ene side en stol, hvorpå Uta Motz sidder med sin violin halvt med ryggen til publikum under hele forestillingen. I den anden side et lille bord arrangeret som skrivebord med en gammeldags skrivemaskine, en kalender og en bog - også i gammelt stil. Ved bordet en enkel standerlampe. Her sidder Iben Nagel Rasmussen under hele forestillingen. Hun er både sig selv og moderen, men i dialogerne mellem mor og datter er Uta Motz Ibens stemme.

Forestillingen åbner med en kavalkade og montage af billeder af en hvid kiste, der bliver båret en meget lang vej til kirken, og efter det sidste billede af en gravsten med påskriften Ester Nagel træder Iben N. Rasmussen ind på scenen. Hun indleder med spørgsmålene: "Hvor kommer min mor fra? Hvor kommer din mor fra?"

Med udgangspunkt i den gamle, demente Ester på plejehjem i samtale med sin datter ruller et portrætbillede af moderen og forfatteren Ester frem for vores ydre og indre blik:

Vi ser og hører blandt meget andet en kvinde, der under krigen vælger at få et barn. Citat af Ester: "Det var tossede tider at lave børn i, absolut, men også tider der appellerede til det livsbekræftende i mennesket (...) Vi havde lavet det med vilje, fordi vi havde lyst(...)"

Vi hører brudstykker fra Frøbogen - en dagbog, Ester skriver i om tiden og verden til frøet i sin mave.

Vi hører om, hvordan det var at være kvinde i 40'erne og 50'erne.

Vi fornemmer, hvordan det var at være barn af to forfattere, der klaprede på deres skrivemaskiner.

Vi mærker båndet mellem mor og datter i den rørende og tragikomiske dialog mellem den demente Ester og hendes datter, hvor Ester gentagne gange insisterer på at flytte væk fra plejehjemmet og hjem til Iben, selvom det så bare skulle være i en skurvogn.

Forestillingen er fuld af musik og rytme. Både ved Iben N. Rasmussen specielle stemmebrug og betoninger og Uta Motz's musikalske arrangement på violin, som gør de mange private billeder og de sort/hvide hjemmeoptagelser på smalfilm nærværende.

Eugenio Barba, leder af Odin Teatret, skriver i programmet, at Iben N. Rasmussen har  "lavet en lavmælt forestilling fuld af glæde. Uden sentimentalitet og uden kynisme." Heri er jeg ganske enig. Montageformen gør forestillingen på en gang både distanceret og nærværende, men virker dermed meget virkelighedstro. Montageformen giver forestillingen en interessant dybde, hvor publikum selv er med til at skabe helheden. Det handler dog ikke om at tolke en masse ting, men tværtimod om at læne sig tilbage og nyde og suge en smuk og enkel forestilling til sig.